Kronhjorten LIVKRAFT - Tilblivelse

LIVSKRAFT 

Siden 2017 har jeg arbejdet på mit livsværk 'Circle of Life' - et konstant voksende kunstværk, og installation, der handler om livet og døden. Løbende opstår der nye værker og værket vokser sig derfor hele tiden større og større. Af samme grund kalder jeg, i sjov, værket for mit 'vokseværk'. Værket er først færdigt den dag jeg forlader mit jordiske liv. Når den dag kommer, skal min aske i den urne der er en del af værket - og på den måde, bliver jeg selv en del af mit værk.    

Her kan du læse om tilblivelsen af den brunstige, brølende kronhjort, LIVSKRAFT, samt  i samarbejde mellem BAKAOS og zoologisk konservator Karsten Felsted. 

Værk no. 8 i Circle of Life.

I 2019 indgik jeg et samarbejde med zoologisk konservator, Karsten Felsted, hvor han skabte en naturtro kronhjort, som jeg efterfølgende skulle omdanne til et kunstværk med mit BAKAOS.

I oktober 2019 påbegyndte Karsten arbejdet med kronhjorten, hvor han skulle skabe/hånd-modellere kronhjorten op, så størrelsen/tykkelsen og hele anatomien svarede til en rigtig kronhjort med pels. Derudover skulle indersiden af munden bygges op med tænder og kronhjorten skulle også have naturtro øjne og hove.    

Her er et kig ind i Karstens værksted, i et gammelt bondehus i Værløse, der var hans hustrus fødehjem.

På det her tidspunkt var Karsten endnu ikke begyndt processen med at modellere, så det du ser her er en afstøbning af en kronhjort i PU-skum.


Men, det er ikke hvilken som helst kronhjort. LIVSKRAFT er en 'genfødsel' af den ikoniske kronhjort der i dag står på Det Grønne Museum på Djursland, som Karsten Felsted, udstoppede i 1986, til det der dengang hed Jagt, Skov- og Landbrugsmuseet i Hørsholm.   

Kan du se ligheden? 

Intet af LIVSKRAFT er fra et rigtigt dyr, dvs. at der ikke er nogle dyr der har måtte lade livet i skabelsen af LIVSKRAFT. Det eneste der kommer fra en rigtig kronhjort er geviret, som er et kastegevir. Kronhjorte kaster (smider) deres gevirer en gang om året, typisk i februar og marts, efter geviret har udtjent sit formål efter brunsttiden. Et nyt, stærkere gevir vokser så frem til næste brunst i september-oktober. 

På billedet ser du mit første møde med fundamentet ('indmaden') i kronhjorten - der senere skulle ende med at blive LIVSKRAFT.

Det var en helt fantastisk følelse! Vi var et skridt nærmere vores endelige fælles kunstværk.   



I starten af februar 2020, flyttede kronhjorten ind i Furesø Iværksætterhus, hvor Mikael Boutrup, der administrerede stedet, gav mig en plads hvor jeg kunne arbejde på kronhjorten, da jeg ikke havde plads nok i mit atelier. Hjorten ankom med hestetrailer.
Her med hjælp fra Karstens gode ven, Stig, og Karstens hustru, Marianne. 



Da kunstprojektet var TOP HEMMELIGT, gav Mikael Boutrup kronhjorten
'under-cover-navnet' 'Geden', så vi kunne tale om den uden at komme til at røbe noget. 
Mikael (t.v.) havde svært ved at skjule sin begejstring da 'Geden' ankom. 



Karsten var, med sine 60 års erfaring som zoologisk konservator, fantastisk dygtig til sit håndværk og det var et stort øjeblik at stå overfor den smukke velskabte færdige kronhjort. Tænk engang at Karsten havde modelleret det hele i hånden.
Sikke et imponerende talent!  

Det der startede som en idé, var nu endnu mere virkeligt og vi var et skridt tættere på vores mål: At skabe et helt unikt kunstværk sammen. 



Karsten var meget omhyggelig med enhver lille detalje.
Se blot kronhjortens mund! 



Endelig kunne jeg begynde min del af arbejdet - som jeg havde glædet mig helt vildt til! 



Mit tegneredskab fyldte ikke ret meget i forhold til kronhjorten, så der skulle den del streger til for at nå i mål med hele dyret... både med streger, farver, detaljer og ikke mindst mine prikker. 



Men lykken varede kort!
Corona ramte og den 12. marts 2020 blev landet lukket ned!
BANG! 

Det var meningen af LIVSKRAFT skulle have været udstillet på Kunstmessen Art Nordic, der skulle være afholdt i Lokomotivværkstedet, København, i april 2020, men som alt andet, blev også Art Nordic aflyst. 

Kunstprojektet blev sat på pause og efter noget tid flyttede kronhjorten ind i mit atelier.
Heldigvis lå mit atelier tæt på det sted jeg havde arbejdet på kronhjorten, så Karsten og jeg kunne trille hjorten hele vejen - uden at være afhængig af en hestetrailer. 

Her ses en god arbejdsfordeling:
Karsten knokler og jeg fotograferer at han knokler :-)



I starten af august 2021 flyttede kronhjorten ud i Lyngby Storcenter, hvor jeg lejede Galleri Kunstsamlingen i et par måneder.

For at jeg kunne nå at blive færdig med kronhjorten til Art Nordic, i november 2021, tog jeg kronhjorten med mig ud i Lyngby Storcenter, så jeg kunne arbejde på den i galleriet.    

Det betød at hjorten skulle pakkes sikkert ind (igen), og ud på endnu en rejse med hestetrailer.

Endnu engang sprang Stig til med hestetrailer og assistance. 
Jeg ved ikke hvad vi skulle have gjort uden ham!

 


Det er vist ikke ofte, at nogen triller rundt med en kronhjort i Lyngby Storcenter... 



Da vi ankom til Galleri Kunstsamlingen, blev vi modtaget af dukken VITA (værk 7 i mit livsværk, 'Circle of Life', der fulgte med i det hele fra butiksvinduet.  



Da hjorten ankom til galleriet, begyndte Karsten at pakke hjorten ud... 



mens jeg... tja..... havde mere travlt med selv at lege kronhjort...  :-)



Busted! 

Jeg havde ikke set fotografen :-)



I august og september 2021 arbejdede jeg på Kronhjorten, så meget det nu kunne lade sig gøre, når jeg også skulle passe galleriet.   

Nogle dage mødte jeg ind inden åbningstid og andre dage blev jeg til hele Lyngby Storcenter var lukket og jeg nærmest blev smidt ud af Lyngby Storcenter. 



Da jeg også skulle passe galleriet og mine kunder, kunne jeg naturligvis ikke arbejde lige så intensivt og koncentreret på hjorten, som hvis jeg havde siddet uforstyrret i mit atelier.

Men jeg kan faktisk godt lide at arbejde på den måde, da jeg møder så mange forskellige mennesker og det afstedkommer en masse spændende og hyggelige snakke om det jeg er i gang med. 

Det var ligesom da jeg skabte kunstværket 'Furesøs Hjerte' på Furesøbad i Værløse i 2018.
Her sad jeg under en pavillon i flere uger og skabte mit værk, mens tusindevis af mennesker passerede - og da jeg ikke holder mig tilbage for en snak, kan jeg ikke kalde skabelse af 'Furesø Hjerte' for tidseffektivt. For det var det IKKE. Og det var heller ikke meningen. Min kunst skal ikke forceres. Når jeg skaber, så suger jeg energierne til mig fra det sted jeg arbejder og jeg fik den skønneste energi fra de mennesker der besøgte Furesøbad, i den periode jeg arbejdede på stenen. 

Eller som da jeg omdannede den svenske kunstmodel, og dobbelte verdensmester i bodypaint, Lars Holmgren, konstemodel.se, til et kunstværk på Art Nordic 2019, mens de besøgende kunne følge processen på tæt hold - fra start til slut. 

Jeg havde aldrig før prøvet at lave body-paint, så det var virkelig en vild, og ikke mindst fantastisk, udfordring.  







På den måde nød jeg også de mange besøgende i Galleri Kunstsamlingen, i Lyngby Storcenter. 





Jeg begyndte dog at komme i tidsnød da hjorten SKULLE være færdig og færdiglakeret i slutningen af september 2021. 

Karsten kom derfor forbi galleriet flere dage for at assistere mig.



På min foranledning lagde Karsten bl.a. bundfarver i mine fantasivæsner, samt malede alt det blå i de dråber der er strøet ud over hele kronhjorten. Dråber der gå igen i alle værkerne i Circle of Life.  

Det var første gang jeg prøvede at have en til at assistere mig i mit kunstneriske arbejde.

Almindeligvis vil jeg ikke lade andre arbejde på mine værker, da det at skabe mine værker er yderst personligt for mig. Men det var virkelig en fornøjelse at samarbejder med Karsten og jeg var helt tryg ved hans hjælp.

Først og fremmest fordi Karsten var top professionel og gik lige så meget op i detaljer og sirlighed som jeg - og derudover var han utrolig hyggelig at være sammen med.

Vi havde en super god kreativ energi. En slags kreativ symbiose.  



Vi nåede at blive færdige med tegne-malearbejdet til tiden og dagen inden jeg skulle flytte ud af galleriet begyndte Karsten på den første del af lakeringsprocessen.



Lyngby Storcenter var så søde at give os et rum, hvor hjorten kunne stå at tørre et par dage, inden vi hentede den - så vi var sikre på at lakken var hærdet, så hjorten ikke ville blive beskadiget under transporten. 

Endnu engang blev hjorten pakket ind og endnu engang skulle den en tur med hestetraileren... og igen sprang Stig til med sin hjælp. 



... og så flyttede LIVSKRAFT atter tilbage til mit atelier i Værløse. 
  


Da kronhjorten kom retur i mit atelier, fortsatte Karsten arbejdet med at færdiglakere kronhjorten, mens jeg påbegyndte arbejdet med at dekorere geviret.  

Nogle steder havde geviret en utrolig ujævn overflade, som gav en ekstra udfordring, når jeg skulle tegne med småstreger og detaljer.

Andre steder var geviret helt glat og ukompliceret at tegne på. 

Mens jeg arbejdede på geviret, havde Karsten travlt med at teste maling på bundpladen, da vi skulle sikre os at mine farver kunne fæstne sig (sidde ordentligt fast) på bundpladen.

Resultatet skulle jo være holdbart. 

Karsten markerede de steder på pladen, hvor kronhjortens ben skulle fæstnes, således at jeg vidste præcis hvor på pladen jeg skulle skabe min kunst, således at jeg kunne skabe en sammenhængende overgang mellem kronhjorten og bundpladen.   

Og så kunne jeg gå i gang....

Hele bundpladen skulle dækkes af blade og vandråber, som også er kendestegnet for alle de andre værker i min installation, livsværk og 'vokseværk'... Circle of Life.

Voila, tegnearbejdet er færdigt og pladen er nu klar til lakering.   

Og så var det tid til at kronhjorten skulle samles.

Læg mærke til skruerne i bunden af hvert ben. Disse skruer skulle sænkes ned i hullerne i bundpladen samtidigt - uden at beskadige/ridse bundpladen. Dette er der ingen fotos af, da jeg måtte slippe kameraet for at være med til at løfte, og samle, kronhjorten.    

Det lykkedes. 
Kronhjorten blev samlet - uden uheld. 

Det var helt fantastisk at se hvordan benene og bundpladen harmonerede. 

Alle vores beregninger og planlægning havde båret frugt på smukkeste vis.   

Og så lukkede Danmark endelig op efter Corona, dog stadig med nogle restriktioner, og vi glædede os til at løfte sløret for vores fælles projekt, den brølende brunstige kronhjort, LIVSKRAFT, på kunstmessen Art Nordic i Lokomotivværkstedet, i hjertet af København.  

Og så skulle LIVSKRAFT ud på endnu en rejse...

Karsten emballerede nøjsomt LIVSKRAFT og monterede et særligt stativ omkring dyret, som han selv havde bygget, for at støtte og stabilisere kronhjorten, så den kunne klare transporten.     

Stig trådte til igen, med sin hestetrailer, og nu hvor arbejdsbunden var erstattet af den rigtige bundplade med små hjul, skulle der lægges træplader på det ujævne terræn, for at kunne køre LIVSKRAFT sikkert ud til hestetraileren.  

Det endte med at blive en lidt dramatisk tur til Lokomotivværkstedet.

 Da vi kørte lignede vi nærmeste en lille 'circus-kortege'. Jeg kørte i front i min røde kassevogn, fyldt til randen med kunst og udstillingsudstyr. I forlængelse af mig kørte Stigs store kassevogn med hestetraileren bagpå. Vi fyldte ret godt i myldretrafikken, der primært bestod af personbiler.   

Dér... lige omkring Rådhusplads, gik mine gear i stykker og med ét  holdt 'cirkus-kortegen' stille MIDT i myldretrafikken. Jeg var med garanti ikke den mest populære bilist den dag! 

Da jeg ikke kunne få gang i bilen måtte Stig og Karsten køre ud til Lokomotivværkstedet uden mig, mens jeg måtte blive i min bil og løse problemet.

Jeg var en aaaaanelse presset - og det at holde og spærre for myldretrafikken gjorde bestemt ikke presset mindre! Og så var der tidspresset. Der var kun x antal timer til at sætte standen op - og lige der anede jeg ikke hvordan jeg ville kunne få min bil og ALT til udstillingen, ud til kunstmessen. Karten og Stig kendte heller ikke stedet, så det var også vigtigt at jeg var med dem, for at guide dem ved ankomst- og så ville jeg også gerne være med til at rulle LIVSKRAFT ind på Art Nordic. Det var jo et STORT øjeblik! 

Men der sad jeg så.... omgivet af hundredevis af biler der formentlig bandede mig langt væk! 

Heldigvis er min svigerfar oprindeligt uddannet mekaniker, så jeg talte med ham (tak fordi der findes mobiltelefoner!), og han kunne et lille hack, som gjorde at jeg endte med at kunne køre bilen helt ud til kunstmessen, i 2. gear. Så hele vejen fra Rådhuspladsen til Lokomotiv værkstedet kørte jeg 40 km i timen med havariblink på. De andre trafikanter må have vært henrykte...!    

Jeg var SÅ LETTET da jeg endelig kunne parkere bilen foran Art Nordic, og jeg kom lige i tid til at jeg kunne nå at fotografere at Kronhjorten blev kørt ind på Art Nordic.  

Det var SÅ stort at se LIVSKRAFT trille ind på Art Nordic i Lokomotivværkstedet. 

Det var nærmest uvirkeligt. Vi havde nået vores mål på trods af alle de udfordringer vi havde mødt undervejs.  

LIVSKRAFT kom på plads og Karsten begyndte udpakningen, mens jeg begyndte at gøre klar til at indrette den 10 meter lange væg, med BAKAOS-malerier m.m.  

Og så var vi endelig klar til at kunne afsløre LIVSKRAFT og i det hele taget byde besøgende velkommen i BAKAOS-universet.  

FILM: 
Fotograferne Kjeld Klok og Bodil Ursin, KLOK FOTOGRAFI, skabte en skøn lille film fra kunstmessen - og afsløringen af LIVSKRAFT.
Du kan se den her på min YouTube-kanal, Art by BAKAOS.
 

*****

Fun Fact:

LIVSKRAFT er en kunstnerisk genfødsel af kronhjorten på Det Grønne Museum på Djursland. 

Karsten Felsted, udstoppede den oprindelige kronhjort i 1986, hvorefter den var udstillet på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum beliggende i Hørsholm i avlsbygningerne fra det gamle Hirschholm Slot. her stod den indtil museet lukkede den 18. december 2016,  grundet en fusionering med Dansk Landbrugsmuseum på Djursland. Museet ændrede herefter navn til Det Grønne Museum.    

Se på de to dyr. Kan du se at de er står på præcis samme måde?

Forskellen er at det udstoppede dyr er skabt med pels, hvor Karsten har måtte håndforme kroppen på LIVSKRAFT, således at dimensionerne, og anatomien, passede præcis med med et dyr der har pels. Karsten brugte omkring 100 timer på at modellere dyrets overflade samt at skabe mund, hove og øjne.