Da BAKAOS kom på skoleskemaet

For nogle uger siden kom min fætters datter Freja hjem fra skole og sagde:

"Far, gæt hvem vi har om i billedkunst?"

Freja kendte udmærket BAKAOS i forvejen, så både hun og min fætter vidste præcis, hvorfor det var lidt særligt...

Kort efter sendte min fætter mig et skærmprint fra Aula.

Her kunne jeg se, at billedkunstlærer Vibeke Henning på Engholmskolen i Allerød havde valgt at lade eleverne arbejde med BAKAOS i billedkunst.

 

 

At se mig selv som en del af pensum i billedkunst på en dansk folkeskole fik mig til at hoppe af begejstring.

Min fætter satte mig efterfølgende i kontakt med Vibeke, og jeg tilbød at komme forbi og fortælle om min kunst.

Det ene tog det andet, og pludselig var der planlagt besøg i to klasser og en afsluttende fernisering, hvor både elever, forældre, lærere og skolens ledelse var inviteret.

Jeg havde glædet mig, men jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget dagen ville komme til at betyde for mig...

Mere end kunst

Da jeg kom ud på skolen, fik jeg lov til at opleve elevernes fantastiske værker, inspireret af min kunst. Jeg fik også mulighed for at fortælle om mig selv som kunstner og om de budskaber, der er drivkraften bag alt, hvad jeg skaber.

Om mangfoldighed, omsorg, frihed og det at være god nok, præcis som man er.

Som Kunstner for Fred – i og mellem mennesker arbejder jeg med netop disse temaer.

Derfor spurgte jeg eleverne:

"Hvad er du god til?"

Svarene kom hurtigt.

Jeg er god til fodbold.

Jeg er god til at ride.

Jeg er god til floorball.

Jeg er god til at tegne...

Men én pige tøvede.

"Det ved jeg ikke," svarede hun stille.

Jeg kunne se, at hun havde svært ved at finde et svar.
Derfor spurgte jeg klassekammeraterne, om de kunne hjælpe hende og fortælle, hvad de syntes, hun var god til.

Straks begyndte de at råbe fra alle sider:

"GYMNASTIK!"

Hele klassen vidste præcis, hvad hun var god til.

Jeg fortalte hende, at det godt kunne være, hun ikke selv vidste det, men at der ikke var nogen tvivl om, at hendes klassekammerater gjorde.

Derefter spurgte jeg hende igen:

"Hvad er du god til?"

"Gymnastik," svarede hun.

Det var et af de øjeblikke, der ramte mig allermest.
For pigen kunne ikke selv se det.
Men det kunne hendes klassekammerater.

Det var fællesskab. Det var omsorg.
Det var børn, der hjalp et andet barn med at se sit eget værd.

 

Derfor gør jeg det

Jeg voksede op i en dysfunktionel familie med en far, som jeg i dag beskriver som en covert narcissist – det, man også kalder en skjult narcissist.

Udadtil var han charmerende, hjælpsom, humoristisk og vellidt.
Men derhjemme, især når jeg var alene med ham, mærkede jeg en helt anden side af ham.
Det gik også hårdt ud over min mor. 

Jeg fik igen og igen at vide, at jeg var for følsom, for meget, forkert, ikke god nok eller skulle gøre tingene anderledes  – uanset hvor meget jeg anstrengte mig.
Helt til hans dødsdag - og kun når jeg var alene med ham. 

Samtidig følte jeg mig heller ikke set eller forstået i skolen.
Så min barndom var i det hele taget lidt op ad bakke, hvor jeg konstant gik med en følelse af at være forkert.

At jeg ikke passede ind.

At jeg ikke var god nok.

At min følsomhed var forkert. 

At jeg var dum.

At der var noget galt med mig.

I dag ved jeg, at der aldrig var noget galt med mig.

Jeg var bare anderledes.

Det er netop derfor, det betyder så meget for mig at fortælle børn og voksne det modsatte.

At de er gode nok.

At de ikke behøver være som alle andre.

At deres forskelligheder er værdifulde.

At de må være sig selv.

Den lille Barbara fik altid at vide, at hun ikke var god nok.
Så den voksne Barbara går nu rundt og fortæller andre, at de er gode nok.

Den lille Barbara følte sig forkert.
Så den voksne Barbara fortæller mennesker, at deres forskelligheder er værdifulde.

Den lille Barbara blev forsøgt styret.
Så den voksne Barbara taler om friheden til at være sig selv.

Den lille Barbara lærte tidligt, hvordan det føles ikke at blive set.
Så den voksne Barbara bruger sin kunst til at hjælpe andre med at se deres eget værd.

Det er i grunden en utrolig smuk transformation...

Og min kunst handler om meget meget mere end billeder på en væg.

Kunsten er en bro mellem mennesker.

En anledning til samtaler.

En mulighed for at plante små frø af håb, accept og selvværd.

Den Grimme Ælling

Under besøget fortalte jeg børnene om mit værk Den Grimme Ælling.

Jeg fortalte børnene, at vi alle sammen kan føles os som den grimme ælling.
At vi kan føle at vi ikke er gode nok - eller kommer til at sammenligne os med andre og hvad andre kan - og måle os selv op imod det.
Men at vi skal huske, at vi alle er smukke svaner, på hver vores måde.

Ikke på grund af vores udseende, men på grund af det menneske vi er.   

Ved dagens afslutning var der fernisering og alle elever fik en signeret BAKAOS-plakat.

 De kunne vælge mellem Den Grimme Ælling eller En Moders Omsorg.

Jeg håber, de hænger dem op på værelset.

Og hvis de en dag tvivler på sig selv eller føler sig forkerte, så håber jeg, at plakaten kan minde dem om, at de er gode nok, præcis som de er!

Taknemmelig

Da jeg kørte hjem, var jeg fuldstændig flad.
Men jeg var også fyldt af glæde og taknemmelighed.

Taknemmelig for billedkunstlærer Vibeke Henning, som valgte at bruge BAKAOS i undervisningen og gjorde hele oplevelsen mulig.

Taknemmelig for elevernes engagement, nysgerrighed og kreativitet.

Og taknemmelig for endnu en gang at blive mindet om, hvorfor jeg skaber kunst.

For hvis bare ét barn gik hjem med lidt større tro på sig selv,
så har dagen været det hele værd.

For det er i virkeligheden min mission.

At inspirere mennesker til at finde fred i sig selv.

For når vi finder fred i os selv, bliver det også lettere at skabe fred mellem mennesker.

 

❤️

 

BAKAOS / Barbara
Kunstner for Fred – i og mellem mennesker
Kunstner for Frihed – til at være sig selv